tirsdag den 30. oktober 2012

Ja så syr jeg pigetøj :)

Så har jeg været igang igen...det smukke lilla stof med heste skulle udnyttes til fulde. Så det blev denne fine kjole i str. 92 i bomuldsjersey. Det er lavet ud fra eget mønster med et lille læg foran og bagpå midtfor. Kjolen er pyntet med en lille sløjfe i det lilla hestestof. Kjolen er til salg lige her





Ja så kan man jo lige få et billede af hvordan bettemanden ville se ud som pige...(jeg skulle blot prøve pasformen - det er ikke et forsøg på kønsneutralitet ;) ) Sønnike har meget smalle skuldre, men en lang krop - det er sådan noget vi kan i min familie :)

Ja så mangler der blot nogle strømpebukser og så er den i vinkel :)

søndag den 28. oktober 2012

Hvad laver man med en 15 mdr. gammel dreng med krudt i røven..

Jeg begynder stille og roligt at få lidt greb om tingene på mit nye arbejde og stressniveauet (følelsen af ingenting at vide og tvivlsætten omkring egne færdigheder) er sænket. Det er rart at føle man er mere "on top of things" og så kommer sygdom. Først var vores søn syg - ikke rigtigt syg pga. influenza eller lignende, men fordi når han får tænder så er der feber og denne gang også ildrød numse med sår til følge. Så hjemmedag med far og herefter med mormor. Så fredag var bettemanden afsted igen, men ikke helt på toppen. I weekenden fik han en tand mere + han reagerer på sin vaccine for knap 14 dage siden. Dertil kommer, at jeg og min mand begge skranter - hoste og løbende næser. Så det er bare super hyggeligt her hos os.


Men lidt aktivitet skal der jo til, så det er blevet lidt vandfarve på papir - et sandt mesterværk. Og så løber man lidt tør for særlige aktiviteter udover at spille bold, lege med lego og stable klodser. Er der nogle gode forslag derude...tegne/male, modellervoks måske....jeg mangler ideer. Kom kreative mennesker...gode forslag modtages gerne :)

Ps. Jeg sidder lige nu og syr pigetøj...more to follow :)

fredag den 26. oktober 2012

Endnu er brun bluse til salg...tilegnet Frk. Turkis

Ja hvad kan man andet end at tilegne den FrkTurkis når der er stjerner og turkise detaljer :) Kroppen er lavet i den blødeste stribede jersey med brune og petroleumsblå striber. Ærmerne er i lækker brunjersey med stjerner. Det hele er toppet med turkis ribjersey og Hurlumhej mærket der garanterer kvalitet :) Den er i str. 98 og er til salg lige her






onsdag den 24. oktober 2012

så er der blevet klippet i mine fine stoffer...til salg

Så har jeg været igang igen. Det er blevet til en lækker jerseybluse med stjerner og striber i brunlige nuancer. Dertil kommer detaljer med orange rib og stikninger. Det er str. 92 og den er til salg her






tirsdag den 23. oktober 2012

Give Away pakker på vej

HVIS DU SKAL MODTAGE EN PAKKE, SÅ LÆS IKKE INDLÆGGET, DA DER ER BILLEDER AF DET DU MODTAGER. Det er sendt igår med B-post, så det kommer snart :) Så har jeg fået syet tingene færdige i min give away (der var hovedgevinst og sidegevinster). Det er blevet til en bluse, 2 elefanthuer og en makeuppung.


 Blusen blev vundet af Trine. Håber den falder i den unge herres smag :)



Elefanthuen til lillepigen blev vundet af Nanna. Ønsket var lilla eller turkis, så håber lillepigen kan lide heste :)


Elefanthuen til lillemanden blev vundet af Christina. Den skulle jo selvfølgelig være i konkurrencestoffet, da jeg tænkte det måtte falde i god jord :)


Makeuppungen blev vundet af Dorte. Dorte har større børn, så ønsket var istedet en toilettaske/makeuppung. Håber stoffet falder i din smag :)




søndag den 21. oktober 2012

Baggybukser til salg med neondetaljer

Så er der kommet baggybukser i sort tynd isoli med detaljer af orange syninger og neonbånd foran. Bukserne er Chris mønstret a'la mig med ændringer. Der er lommer og elastik i livet. Det er str. 86 og de ligger til salg her.





torsdag den 18. oktober 2012

Så er der blevet syet til salg

Med alt det smukke stof jeg har fået købt, plus det i gemmerne, er der rig mulighed for at få syet ting og sager. Det første der er kommet ud er denne bluse i str. 92






Blusen er lavet er bomuldsjersey og prisen er 230 kr plus porto. Den er at finde under siden til salg


mandag den 15. oktober 2012

Jeg tror på at dette gør en forskel...

Hvorfor i alverden laver jeg et indlæg om håndværk og murerarbejde? Fordi vi i min familie gør hvad vi kan for at hjælpe hinanden og fordi jeg tror at blognetværket kan sprede budskabet. Hvad er budskabet så:


Som tidligere skrevet her og her, så døde min bror i foråret og sådan et dødsfald har altid vidtrækkende konsekvenser. En af dem er at han murerfirma ikke længere havde en murermester. Min yngste bror valgte at overtage firmaet (både fordi de ansatte er fantastiske, men også fordi der var nogle gode muligheder i firmaet). De ansatte ville også gerne fortsætte under min yngste lillebror, da han ligesom min ældste bror, er en god og arbejdssom mand. Nu står vinteren for døren, min yngste bror skal snart være far og ordrerbogen er desværre ikke så fyldt som den gerne måtte være.



Hvorfor vælge Kjær og Kjeldsen fremfor alle andre? Fordi de laver et godt og smukt håndværk. De springer aldrig over hvor gærdet er lavest og der bliver lagt stolthed i håndværket. Hver dag når de tager fra arbejdspladsen, så er der ryddet op, så det ser rimeligt ud til næste dag. Jeg vil gerne hjælpe min bror, men jeg tænker lige så meget på de to ansatte, da de er dejlige mennesker og fantastiske håndværkere. Vi har selv brugt firmaet til renovering af vores gang og vi er yderst tilfredse.

Så skal du selv igang med renovering eller kender du nogen der skal, så giv dem linket eller firmanavnet og giv dem mine varmeste anbefalinger. Jeg vil til enhver tid stå inde for dem som mennesker og deres håndværk.

lørdag den 13. oktober 2012

Lidt mere uld...det blev til "gemacher-bukser"

Så blev der klippet mere i mit brune uldstof....det blev til varme tætsiddende bukser til at have indenunder almindelige bukser. Og til dem der har spurgt, så jeg lige i torsdags, at de har fået noget nyt hjem i Stof2000 i Århus. Og til folk der ikke når det eller ikke kommer til Århus, så har jeg set noget her i hvid og de har andre farver.



God pasform til blenumse :) Mønsteret er fundet i Ottobre 1/2012 og selvfølgelig syet på min lækre overlocker :)

fredag den 12. oktober 2012

Se hvad der hænger på mit tørrestativ...ups jeg gik amok

Jeg skulle bare lige have lidt stof at starte på, hvoraf jeg ville sælge noget igennem bloggen. Da det kom med posten, skulle der lige købes lidt ærmestof og rib...og så faldt jeg over det sødeste stof hos Citystoffer...og det ene tog det andet....




Her er alle herlighederne...


Så er der rib i flere farver. Den nederste er lilla og ikke blå som billedet viser.


Stjerner fra JNY design (grøn, blå med rød, nederst er brun med brune stjerner)


Gule stjerner, blå med blå og blå med transport.


 Lyserød/lilla med lidt gul...så smukt. Og så de søde heste i blå fra citystoffer.


Alm. lilla jersey der passer til de lilla heste...total impulskøb.


Sort/hvid striber, viskose stof til mor her og lækker grå isoli med stræk i begge retninger...også impulskøb.


Og her er det stof jeg vaskede igår - striber til ærmer.....

Mon jeg har nok stof lige nu :) og bliver du fristet til at se hvad det munder ud i af kreationer...;)

onsdag den 10. oktober 2012

Tiden flyver afsted når man leger godt...

Jeg begyndte for lidt over 14 dage siden på min ansættelse med løntilskud. Det er utroligt spændende og givtigt arbejde, men der er godt nok meget at lære. Derfor har energiniveauet heller ikke været på toppen om aftenen, for hovedet har været træt efter dagens mangen informationer. Jeg kan mærke det bliver bedre dag for dag og mere overskud vender tilbage. Der er en masse nye systemer og procedurer jeg skal sætte mig ind i og jeg syntes jeg langsomt får mere hold om tingene. Mine fingre kribler efter at være kreativ og jeg sukker efter min stofpakke, der er undervejs...så lige nu er FruFlittig ikke kreaflittig, men arbejdsflittig...men det er jo også en del af livet og hverdagen.



Dog fik jeg et lille afbræk igår, da vi var til vinsmagning på min mands arbejde. Alt imens min svigerinde passede og hyggede med vores søn. Det var en god aften og det endte med at vi købte (sammen med nogle andre, så vi får en halv og de får en halv kasse) 2 kasser rødvin (én af den gode slags og en af den gode hverdagsslags). Så igår aftes var jeg ekstra træt...måske var det rødvinen der talte :) Så den sydate jeg havde håbet på blev ikke til noget...men jeg har planer og projekter, skal bare lige finde tiden :)

søndag den 7. oktober 2012

Lækker stil...baggyhue

Det begynder at blive koldt om morgenen når vi skal cykle til vuggestue eller når vi nogle gange går en tur. Men det med elefanthue skal sønnike nogle gange overtales lidt til, så tænkte vi kunne prøve en lidt anden stil, der stadig varmer hovedet. Det er en baggy hue i det brune abestof og den er blevet super fin...bare for stor. Så den ryger vist til salg istedet. Den passer til et hoved på 50-52 cm og bettemandens er 49 cm. Men så har jeg da fået det testet :)







lørdag den 6. oktober 2012

Endelig lidt tid ved symaskinen

Så blev der endelig lidt tid ved symaskinen, så jeg kunne få testet min overlocker og få syet noget i mit uldstof. Det var måske ikke helt gennemtænkt både at lære overlockeren at kende samt at sy med noget så levende som vævet uldstof...med det gik ok og jeg fik denne body ud af det til de kolde vintermåneder. Og nåh ja...så testede jeg også lige et nyt mønster med alm. ærmer og ikke raglan. Mønsteret er en lang smal model (har en lang overkrop på bettemanden) og da den skal være under tøjet, måtte den gerne sidde tæt.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...